I gamle dage før 1930'erne var det den kommune som var forsørgelseskommune, som skulle udtale fattighjælp, regler var dog ikke ens for alle og der kom mange diskussioner ud af hvad for en kommune der var berettiget til at udbetale hjælpen.
Reglerne var forskellige for personer født indenfor ægteskabet, og så de såkaldt uægte, altså personer født udenfor ægteskabet.
En person, der var født indenfor ægteskab, var berettiget til forsørgelses i personens fødekommune, indtil personen havde haft ophold eller arbejde i en anden kommune i fem år, i så fald var den anden kommune forsørgelsesberettiget.
1890 optaltes 909 fattighuse og arbejdsanstalter.
1860'erne: fattiggårdene bygges systematisk
1890'erne: alderdomsforsørgelses- og andre reformer
1933: fattiggårdene nedlægges officielt
En person, der var født udenfor ægteskab, var berettiget til forsørgelses, hvor moren havde opholdt sig ti måneder før fødslen, hvis ikke en ny kommune var blevet forsørgelsesberettiget efter fem års reglen.
Før hjælp kunne udbetales skulle forsørgelseskommunen være fundet, dette var besværligt, til støtte heri blev der typisk lavet en rapport eller afhøring, hvori fattigvæsnet det enkelte sted gennemgik en persons opholdssteder i kronologisk rækkefølge.
Hvis man fandt ud af en anden kommune var forsørgelsesberettiget blev der indledt forhandlinger med denne om hjælpens størrelse, og om hvad der skulle ske med personen eller en familie. Efter reglerne skulle forsørgelseskommunen betale ¾ af udgifterne, mens opholdskommunen skulle betale ¼ af udgifterne ved hjælpen.
Mange gange valgte en forsørgelseskommune at kræve personer eller familier hjemsendt, hvis hjælpen overskred et for stort beløb, så kunne man typisk se frem til en tur på fattiggården. En opholdskommune kunne også forsøge at sende de fattige "hjem" til deres forsørgelseskommune, eller kræve fuld refusion for udgifter.
Hvis en familie søgte om fattighjælp, var det forsørgeren skulle modtage denne og det var manden i husstanden, det var derfor hans forsørgelseskommune, som en familie ville blive sendt til, hvis de risikerede hjemsendelse, der er eksempler på at enker også er blevet forsørget af, eller sendt hjem til, mandens forsørgelseskommune.
Disse regler førte til meget diskussion når en person eller familie bad om fattighjælp, nogen gange var det også svært at finde præcise oplysninger om hvornår personer havde flyttet omkring, en stor del af fattigvæsnets korrespondance handler derfor fra 1800'tallet og frem til 1930'erne om netop forsørgelseskommuner.
De små sogne og købstæderne havde beskedne og små budgetter, derfor var sognerådsformænd og fattiginspektører interesseret i ikke at få flere udgifter, derfor gik de også meget grundigt til værks med søgningen.
I 1933 blev fattigloven lavet om, i stedet for fattighjælp kom det senere til at hedde socialhjælp eller kontanthjælp, det førte dog ikke til en ændring omkring princippet om forsørgelseskommunen, ifølge 1933-loven skulle en person dog nu kun have haft ophold tre måneder på et "egnet opholdssted", hvorefter denne kommune ville være forsørgelsesberettiget, de gamle regler om refusion kommunerne imellem var også stadigt gældende.
Et eksempel på et spisereglement fra en fattiggård i Danmark, dokumentet er fra købstanden Fredericia fra året 1882...
Fra jernbanerne påbegyndelse begynder der at dukke en ny slags arbejdere frem, de såkaldte børster, der ofte "kun leve(de red.) for Dagen og Vejen" ...
Efter omkring 11 år som fattigbestyre af Dronninglund fattiggård bliver bestyreren og hans hustru anklaget for bedrageri i foråret 1884. Bestyreren havde til eget brug, svindlet med fattiggårdens midler, sagen er alvorlig ...
